Print
Sitemap
Se detaljeret kontaktoplysninger
Til forsiden
Navigation:  Plejehjem  »  Ny beboer på PLC  »  Indflytning og dagligdag

Indflytning og dagligdag

Kontaktperson

Ved indflytning på plejehjemmet får den nye beboer en fast kontaktperson, der vil være behjælpelig med svar på diverse spørgsmål. Kontaktpersonen sørger for, at dagligdagen former sig med respekt for beboerens ønsker og ressourcer.

 

Livshistorie

Den nye beboer og/eller pårørende opfordres til at skrive en detaljeret 'livshistorie', der blandt andet kan omhandle familieforhold, opvækst, arbejdsforhold, interesser, vaner og eventuel trosretning. Det er også her, at beboeren kan fortælle om begivenheder, der har haft stor indflydelse eller måske medført et traume i beboerens liv. 

Livshistorien er en stor hjælp dels ved tilrettelæggelse af hverdagen på plejehjemmet, dels som udgangspunkt for og forståelse ved samtaler mellem medarbejderne og beboeren.

 

Hvad skal med?

Den nye beboer kan medbringe et udvalg af sine ynglingsgenstande, såsom møbler, malerier, fotografier, nipsgenstande, kaffestel, glas og andet service, lamper, fotoalbums og bøger samt en fuldstændig garderobe. Derudover skal beboeren medbringe håndklæder, sengelinned, dyne, hovedpude og gardiner, da disse ikke følger med boligen.  

 

Husdyr

Det er muligt at få sine husdyr med på plejehjemmet. Det forudsætter dog, at beboeren selv kan stå for pasning og pleje.

  

Måltider for plejehjemmets beboere

Plejehjemmets beboere får tilbudt følgende måltider i løbet af dagen på plejehjemmet: morgenmad, frokost og aftensmad samt eftermiddags- og aftenkaffe/te. Som beboer bestemmer man selv, hvor man vil indtage måltiderne. Det kan være i fællesskab med de andre beboere i den fælles spisestue den ene dag og i egen bolig den næste. 

 

Produktionskøkkenet producerer maden ud fra fødevarestyrelsens anbefalinger. Den primære kostform er 'kost til småtspisende'. Hvis man som beboer følger en speciel diæt, eksempelvis i forbindelse med KOL, dysfagi, allergi eller dialyse, eller har specielle ønsker til kosten såsom halal eller vegetarmad, er dette selvfølgelig muligt.  

 

Besøg siden køkken og café for at læse mere om Peder Lykke Centrets produktionskøkken, se vores menu'er og bliv klogere på priserne.

 

"Besøgstider"

På Peder Lykke Centret findes der ikke besøgstider. Her kan beboerne modtage besøg på alle tider af døgnet som i et hvert andet hjem - under hensyntagen til de andre beboere og med respekt for fællesarealerne selvfølgelig.

 

Gæster til spisning

Beboernes gæster kan spise med ved måltiderne mod betaling. Det er af hensyn til køkkenet nødvendigt senest kl. 12 tre dage før at meddele eventuelle gæster til medarbejderne på gangen. På de enkelte afdelinger er der også mulighed for, at gæster kan få kaffe og kage mod en mindre betaling.   

 

Rengøring

Rengøring af boligen vil som minimum følge Københavns Kommunes kvalitetsstandarder. Planlægning af rengøringen vil ske i samarbejde med beboeren. Som hovedregl bliver boligen gjort rent en gang om ugen. Udover den ugentlige rengøring gøres toilet og håndvask rent efter behov og affaldsposer tømmes.

 

Vask af eget tøj og linned

Det er muligt for vores beboere at benytte sig af Peder Lykke Centrets tilbud om vask af tøj og linned mod betaling. Peder Lykke Centret har en aftale med Delfin Vask, der står for afhentning, vask og levering. 

 

 

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har flere spørgsmål.

 

 

Peder Lykkes Vej 63-65

2300 Kbh. S

 

Tlf.: 32 34 43 87

Peder Lykke Centret  •  Peder Lykkes Vej 63-65  •  2300 København S • Tlf.: 32 34 43 87