Anni er 81 år. Hun bor på Peder Lykke Centrets Plejehjem, og nu skal hun døbes.
Solen står lavt her i februar måned og skinner lige ind i Annis bolig. Herfra har hun en fin udsigt til centrets have med træerne, der når op til hendes vindue på første sal. Vi taler om Annis liv, der ifølge hende selv ikke er noget særligt at berette om. Et liv der startede på Kronprinsessegade under krigen, en barndom på Nørrebro, i Sydhavnen samt Vesterbro og et ægteskab i en stor syvværelses lejlighed på Christianshavn lige overfor Vor Frelsers Kirke. Nu bor hun på Peder Lykke Centrets Plejehjem. Det har hun gjort i de sidste seks år.
Annis liv har måske ikke været noget udover det sædvanlige. Men hvem siger egentlig, at det skal være det? Anni har fundet glæden i de små ting. Hele livet har hun gjort rent, og hun elskede sit arbejde. Hun havde det sjovt med sine kollegaer, når de gjorde rent om natten på værtshusene efter lukketid, og i lufthavnen hvor de pudsede spejlene på flyene med Dior-parfume, som blev givet til rejsende på første klasse. Hun har brugt mange timer på fly. Selv har hun aldrig fløjet. Selvom hun hverken har været i Kairo eller Kina, men blev i Kastrup, har arbejdet i lufthavnen givet hende mange gode oplevelser. Det var på grund af dette arbejde, at Anni har hilst på Louis Armstrong og Malene Dietrich. Det var kollegaerne, hun tilbragte så mange timer med, der fik hende til at grine, så tårerne trillede ned ad kinderne.
Annis liv var langt fra de menneskers liv, der fløj på første klasse omgivet af lækre cremer og parfumer. I hendes første år lærte hun, hvad rationeringsmærker var, og søgte ly i kælderen, når luftalarmerne lød. Måske er det livets hårde start, der har gjort Anni til en stærk og handlekraftig kvinde, der finder glæden i hverdagens aktiviteter. En af de aktiviteter, som Anni tænker tilbage på med stor glæde er sommeraftener i Enghaveparken, hvor man for ti øre kunne opleve musik og dans. Som 14-årig var det store oplevelser, når hun så alt fra rødderne fra Saxogade lave ballade med sporvognene til sit store idol, Tommy Steele, optræde.
Nu skal Anni døbes på et plejehjem. Anni synes, at det er en fin symbolik i forhold til livets start og afslutning. Hendes vidner er personaler fra Anemonegangen, hvor hun bor. Det er nemlig personalet, der er skyld i, at hun er faldet så godt til på Peder Lykke Centret, forklarer hun. Hun fortæller om ture til Fields med hendes kontaktperson. De tager metroen, går lidt rundt og oser og spiser en frokost sammen. Det er så hyggeligt.
Anni havde ikke tænkt, at hendes dåb skulle være en særlig begivenhed. Men rygterne løber hurtigt, og nu er alle beboere inviteret til dåb. Hun viser sit fine tøj frem, som hun skal have på, og fortæller at hun helst vil være al den opmærksomhed foruden. Men det er nu ikke hver dag, at der finder en dåb sted på et plejehjem.
I et samfund der kører med fuld fart frem, hvor vi måles og vejes, kan vi alle lære noget af Anni, der kan smile af et liv, der har været helt gennemsnitligt med de op- og nedture, der nu engang følger med. Nogle gange er livet smukt lige nu og her, selvom vi gør rent på et fly, der holder på jorden og ikke sidder oppe i luften på vej mod fjerne himmelstrøg.
