Godt nytår

​I vores dejlige have er årstiderne tydelige. Nu er haven lyst op af lyskæder, og træerne står nøgne tilbage. Vinteren er her. Vi er nået dertil, hvor vi skal takke af for 2023.


Tak til alle der har været med til at skabe minder på Peder Lykke Centret i det forgange år.

Vi ser tilbage på et år med mange gode minder. 2023 er året, hvor vi kunne fejre tiårs jubilæum for mangfoldighedsprofilen med en farverig og festlig dag sammen med lokalområdet. Mangfoldighedsfesten er en tilbagevendende dag i september. Så du kan allerede nu glæde dig til næste år.


Året har også budt på mange andre traditionsrige dage. Som altid har vi holdt forårsfester, Eid, markedsdag, grillaftener, husets fødselsdag, julearrangementer og meget mere.


I et hus med gang i, så har året også budt på nye arrangementer. Vi har blandt andet fejret kurdisk-persisk nytår, Newroz, afholdt en dåb for en beboer på plejehjemmet og inviteret til en række informationsaftener for ældre med etnisk minoritetsbaggrund.


Vi ser frem mod et 2024, hvor vi fortsætter med at skabe trygge rammer og gode oplevelser i hverdagen samt gøre plads til de større arrangementer. Begge dele er vigtige.​ Du kan allerede nu kigge i kalenderen her på hjemmesiden, og se hvad der er på programmet.


En af de ting vi glæder os til i 2024, er at genoptage legestuen, hvor generationer mødes. Det bringer altid stor glæde. Datoerne for dette kommer ud snarest. 


Peder Lykke Centret ønsker alle et godt nytår! 


 

Kontakt os

Telefon: 32 34 43 87

​E-mail: plc@suf.kk.dk

​​Fax: 32344386​

Privatlivspolitik

Læs Peder Lykke Centrets privatlivspolitik her:

For borgere og pårørende

For medarbejdere