I denne uge er julen skudt i gang på Peder Lykke Centret med årets julemarked.
Flæskesteg og risalamande gav travlhed i caféen. Juletoner fra flyglet og sang fra Peder Lykke Koret. Duft af æbleskiver og gløgg og pynt af gran og julelys. Hyggelige stunder ved bordene, hvor lokale borgere, aktivitetscentrets og daghøjskolens medlemmer, beboere fra plejehjemmet og pårørende havde taget plads. Spænding da vinderen af den store julekurv skulle findes. Summen og salg ved de mange boder, hvor der blev købt brændte mandler, nisser, dekorationer, alverdens håndværk og meget mere.
Årets julemarked får minsandten spredt julestemning på Peder Lykke Centret.
I de næste par uger er der julefester for plejehjemmet, daghøjskolen og aktivitetscentret. Der er julekoncerter og luciaoptog. Vi glæder os til alle festlighederne.